Får du udnyttet dine medarbejderes potentiale?

Får du udnyttet dine medarbejderes potentiale?

Regnskabet er nu færdigt, og vi har styr på de økonomiske tal, som er blevet benchmarket og sammenlignet med tidligere år. Der er sikkert fundet områder, hvor resultaterne – og dermed bundlinjen – kan forbedres. Ydelsen kan øges, og omkostningerne sænkes.

En af de største omkostningsposter er uden tvivl løn. Kig lige på den igen og mærk efter: Får du nok værdi ud af dine lønomkostninger? Har du sørget for, at dine medarbejdere er motiverede og engagerede – så de hver dag går på arbejde med lyst og vilje til at gøre en forskel for din virksomhed?

For dine medarbejdere er måske det største uudnyttede potentiale, du har.

Høsten nærmer sig, og hvis den forløber lige så godt som forårsarbejdet, kommer du med stor sandsynlighed selv til at bruge mange timer i marken. Du svinger måske hurtigt og lidt småstresset forbi stalden og kommer med lidt "konstruktiv" kritik. Tilbage står dine medarbejdere – måske uden at føle sig hverken set eller særligt motiverede.

Du ved godt, at det ikke lige var dette øjeblik i din ejerleder-karriere, hvor du brillierede som chef. Men du var der trods alt – og du sagde, hvordan du syntes, tingene skulle være. Så det er vel godt nok … eller er det?

Det kan måske gå i en uge eller to, men hvis det fortsætter i længere tid, risikerer du, at dine medarbejdere bliver demotiverede. Og demotiverede medarbejdere skaber ikke værdi for din virksomhed.

 

Kender du dine medarbejderes motivation?

Der findes overordnet fire typer af medarbejdere – og de motiveres meget forskelligt:

  1. Den resultatorienterede arbejdshest
    – Har en konkurrencepræget tilgang til arbejdet, er udadvendt og karriereorienteret.
    – Bliver motiveret af anerkendelse og vil være den bedste.
    – Måler sin succes på omverdenens (chefens og kollegaernes) reaktioner.
  2. Den opgavefokuserede arbejdshest
    – Søger perfektion og er typisk mere indadvendt.
    – Arbejdet er et mål i sig selv.
    – Foretrækker at arbejde alene og sætter selv standarden for, hvornår arbejdet er godt nok.
  3. Ligevægt-medarbejderen
    – Loyal og samvittighedsfuld.
    – Går primært på arbejde for kollegaerne og det gode arbejdsmiljø.
    – Holder arbejde og privatliv adskilt og påvirkes af stemningen blandt kolleger.
  4. Perfektionisten
    – Arbejder for den "højere sags tjeneste" og er villig til at ofre meget.
    – Frustreres, hvis de forhindres i at gøre en forskel.
    – Brænder for sagen.

Og så er der den femte arketype: Arbejdstageren
– En medarbejder, der engang var én af de andre profiler, men som er blevet demotiveret over tid.
– Måske har du "kvalt" perfektionisten med for mange krav om bundlinje og standarder.
– Måske har du glemt at rose din resultatorienterede arbejdshest foran de andre.
– Denne type går nu på arbejde for lønnen – og søger størst mulig gevinst med mindst mulig indsats.
– Er ofte utilfreds og har højere sygefravær.

 

Er det ikke nu, du skal finde ud af, hvad der motiverer dine medarbejdere?

Inden høsten går i gang, er det et godt tidspunkt at få styr på, hvad der motiverer dine medarbejdere – så du kan få det bedste ud af dem.

Du finder testen/kurset til dine medarbejdere her: SEGES kurser og uddannelser
Få dine medarbejdere til at sende deres profil til dig, og sæt dig ind i, hvad der driver dem.

Det kan du gøre her: Brug motivationsprofiler til at højne medarbejdernes arbejdsglæde og produktivitet på landbrugsbedriften

Motivationsprofilerne stammer fra Helle Heins bog Primadonnaledelse. Har du planer om en weekend i sommerhuset, så er det en oplagt bog at tage med på sofaen.

Eller lyt til podcasten Supertanker fra DR. Afsnittet "Skal du have særbehandling af din chef?" har Helle Hein som gæst – og hun er både skarp og underholdende at lytte til. De 45 minutter flyver afsted.

Kan du motivere dine medarbejdere til at yde deres bedste – for din virksomhed og for bundlinjen?
Hvis du har brug for hjælp, så kontakt Driftsøkonomi – vi tager gerne en snak om dine behov.