Grovfoderdag 2026 – majs, græs, blomster og roer
Grovfoderdag 2026 – majs, græs, blomster og roer
Kom med i marken den 2. september, når vi inviterer til Grovfoderdag 2026 ved Sivkro. Her får du ny viden, aktuelle markforsøg og mulighed for faglig dialog om blandt andet majs, græs, roer, efterafgrøder og blomsterbrak.
Årets Grovfoderdag byder på en formiddag fyldt med faglige indlæg og demonstrationer i marken. Efter frokost udvides programmet med fokus på roer samt grovfoder til ammekøer og heste.
Du kan blandt andet blive klogere på, hvordan du får mest muligt ud af grovfoderproduktionen under de nye rammevilkår – og se forskellige løsninger og blandinger i praksis.
Er du interesseret i blomsterbrak, bliver der også mulighed for at besøge et særligt område med de blandinger, vi anbefaler.
Program
Vi starter dagen kl. 9.30 med kaffe og velkomst. Herefter går turen rundt til fem faglige poster á cirka 25 minutter.
På formiddagens poster kommer vi blandt andet omkring:
- valg og anvendelse af græs- og brakblandinger
- efterafgrøder og de kommende skærpede gødningsregler
- hvordan den tilgængelige kvælstofkvote udnyttes bedst muligt
- etablering af majs med fokus på såtid og plantetal
- anvendelse af forskellige hjælpestoffer i majs
- bekæmpelse af spildkartofler og andet aktuelt ukrudt
- vanding – hvornår er der behov, og hvornår kan det ikke længere betale sig?
- fremtidens fodring og mulighederne for at fastholde eller øge ydelsen under skærpede gødningsregler
Kl. 12.15 tænder vi op i grillen og serverer pølser.
Eftermiddagens program
Fra kl. 13.00 til ca. 14.00 sætter vi fokus på roer som grovfoder. Her ser vi blandt andet på, hvad roer kan bidrage med i fodringen, hvordan man lykkes med dyrkningen, og hvorfor roer igen kan være interessante i grovfoderproduktionen.
Samtidig er der fra kl. 13.00 til ca. 14.30 et særskilt spor med fokus på grovfoder til ammekøer og heste. Her kommer vi blandt andet omkring aktuelle udfordringer som brandbæger.
Dagen rundes af med en fremvisning af forskellige græs- og brakblandinger med særligt fokus på mulighederne til ammekøer og heste.
Vi glæder os til en spændende dag i marken med masser af faglighed og gode snakke. Traditionen tro sørger vi selvfølgelig også for kaffe, forfriskninger, grillpølser samt øl og vand undervejs.
Praktisk information
Dato: 2. september 2026
Tid: Kl. 9.30 til ca. 14.00/14.30
Sted: Hellevadvej 18, 6240 Løgumkloster – ved krydset Hellevadvej/Sivkrovej
Pris: Gratis deltagelse
Tilmelding er gratis, men vi vil meget gerne have din tilmelding på forhånd.